Ny maskinpark

Som et alternativ til vores produktion i Kina, producerer vi i stigende grad på fabrikken i Aalborg. Sprøjtestøbning i Danmark er igen blevet aktuelt som følge af øgede omkostninger til produktion, forsendelse og told på varer fra Kina. Vores eget kontor i Kina bruger mange ressourcer på at sikre kvaliteten tilbage i forsyningskæden og den opgave er knap så tung i Danmark.

På fabrikken i Aalborg har vi produceret plastemner siden 2013. Vi har nye maskiner med robot som med lukketryk fra 35 til 280 ton kan levere en skudvægt fra ca. 5 til 400 gram.

Materialer

Vi har erfaring med amorfe og del-krystallinske thermoplaster samt elastomerer. Materialer tørres med tørluft så egenskaber og farver bibeholdes. Ønskes specielle farver eller additiver kan vi iblande masterbatch eller få materialet compoundet.

Vores foretrukne materiale leverandører Albis og Erteco som begge er markedsledende og leverer god support.

Læs artiklen her på siden for at forstå hvilke discipliner vi mestrer eller gå til break-even beregneren og leg med tallene.

Værktøj

Vi fremstiller formværktøj hos partnere i Kina ud fra vores egen standard. Således passer formene til vores DEMAG maskiner og almindeligt vedligehold. Der anvendes stamforme af kendte fabrikater som LKM/ HASCO og Meusburger. Er værktøjet med hotrunnere benytter vi Yudo. Derved kan vi hurtigt få de almindelige reservedele i Danmark. 

Hvis der skal rettes i formen efter hjemtagelse, eller hvis der sker en skade, sender vi oftest enkeltdele tilbage til værktøjsmageren i Kina. 

Støbeform i metal på arbejdsbord.

Prisen for et værktøj afhænger af størrelse, emnegeometri, materiale og levetid, så det er ikke muligt at angive en cirka pris, men når vi har forstået opgaven, kan vi give en prisindikation. Hvis du allerede har lidt erfaringer med dette, så kan vores Break-Even beregner måske hjælpe dig.

Hvis ikke forventninger til styktal for det færdige projekt er helt afklaret, så vil en lav værktøjsinvestering formentlig være en særdeles interessant parameter.

Derfor anbefaler vi ofte en løsning med et “familieværktøj”, hvor flere emner med omtrent samme volumen kan deles om ét værktøj – og oftest støbes samtidig.

Mange af de værktøjer vi fremstiller er familieværktøjer, så det er en ofte forekommende løsning. Vi arbejder også med både 1, 2, 4 eller flere ens emner i samme værktøj. Hvad der er teknisk muligt, afhænger af emnets størrelse og kompleksitet.

Nyt værktøj

Et nyt værktøj gennemløber følgende proces: 

  • DFM og værktøjskonstruktion: 1-2 uger (afklaring af værktøjsdetaljer og tilpasninger til 3D CAD)
  • fremstilling: 4-6 uger (afhænger af størrelse og kompleksitet) 
  • udfaldsprøver og forsendelse: 1 uge 
  • test og verifikation: 1-2 uger (afhænger af kunden) 
  • eventulle rettelser og nye emner: 1-2 uger 
  • emneproduktion i Kina: 2-4 uger inklusiv forsendelse 
  • forsendelse af værktøj med luftfragt: 2 uger 
  • forsendelse af værktøj med søfragt: 10 uger 

Eksisterende værktøj?

Har I allerede et værktøj, er du velkommen til at forhøre dig om det umiddelbart kan køre på vores maskiner eller hvorvidt det vil kræve en tilpasning. Står det i Kina og har I en klar aftale, kan vi hjælpe med at flytte det til Danmark. Processen er således: 

  • Juridisk afklaring
  • Flytning til en af vores værktøjsmagere i Kina 
  • Testkørsel (kende stand på emner og cyklustid) 
  • Forsendelse af emner til Danmark for kundens inspektion og kommentar 
  • Eventuelt rette fejl på værktøj / lave ændringer / tilpasning til maskine 
  • Klargøring og pakning af værktøj til eksport 
  • Forsendelse med luft- eller søfragt 
  • Modtagelse, rensning og klargøring i Danmark  
  • Opstilling og testkørsel 

Oplever I udfordringer med kvaliteten af de færdige emner, og er det ikke ønskeligt eller muligt, at flytte værktøjet væk fra en kinesisk leverandør kan vi i stedet sende en ingeniør fra PARTDESIGN i Kina til den pågældende fabrik for at hjælpe med at hæve kvaliteten.

Efterbehandling 

Vi råder in-house over en række gængse efterbehandlinger af plast, som understøtter vores one-stop-shop koncept. Det er en fordel for dig som kunde, både ansvars- og prismæssigt.

Tampontryk

Tampontryk er en trykkemetode, der er velegnet til de fleste materialer; kunststoffer, metal, lakerede overflader, træ, glas, tekstiler etc. og det er den eneste trykkemetode der kan trykke på både konkave og konvekse overflader. Det gør den specielt velegnet til plastemner såvel som emner med dobbeltkrumme overflader. 

Der skal bruges en cliche til hver grafik som ønskes trykt, vi behøver blot en grafikfil fra kunden. Vi kan i løbet af få timer fremstille en trykkekliche som kan bruge op til omkring 1000 tryk, mens der ved et større antal tryk skal fremstilles en cliche i stål, hvilket tager omkring 14 dage. 

Vores trykudstyr er nyt og semiautomatisk og vi designer og fremstiller selv fiksturer til fastgørelse af emner under trykning. Farver blandes her på fabrikken ud fra et Pantone® nummer eller anden farvereference. 

Skitsetegning af maskinel trykproces med teksten "TAMPONTRYK PARTDESIGN" under.

Lasergravering

Metaller og de fleste plasttyper kan lasergraveres. Lysere plasttyper skal dog måske tilføjes et additiv under støbning for at opnå et godt resultat. Man har kun lille indflydelse på farven af det brændte, men man ønsker at opnå en god kontrast mellem plastmaterialet og laserens arbejde. 

Laserens effekt, brændetid og selve materialet påvirker det færdige resultat. Det som brændes vil stå lidt frem fra overfladen så det kan mærkes med en finger. Det er en relativt slidstærk mærkning, som giver en fornemmelse af kvalitet. Vi designer og fremstiller selv fiksturer. 

Heatstaking

Processen anvendes til at smelte plaststag, så man kan fastgøre f.eks. et PCBA. Således designer man sit heatstakingværktøj til den færdige geometri. Man kan også fastgøre messingbøsninger i plast, hvis man har brug for metrisk gevind. Her er det nødvendigt at designe den korrekte geometri i plasten for også at opnå god udtrækskraft og torsionsmodstand

Vores maskiner er semiautomatiske og vi designer og fremstiller selv heatstaking værktøj og fikstur.

Ultralydssvejsning

Vi anvender processen til sammenføjning af plastemner og man kan med den rigtige konstruktion opnå lufttæthed mellem emnerne. Det er muligt at svejse flere typer at plast, men de skal være i samme familie. Vi svejser for eksempel PC/PBT-PC og PC/ABS-PC. Frekvensen der skal anvendes, afhænger af emnernes størrelse. Mindre emner kræver højere frekvens, som også er mindre belastende for hørelsen. 35 kHz maskiner kan man anvende uden høreværn, hvorimod 20 kHz vil være ubehageligt ved gentagen brug. Flere maskiner kan leveres indbygget i lydisolerede kasser.

Der skal fremstilles et fikstur som holder den ene plastdel fikseret. Den anden plastdel (den mindste) bringes i svingninger med en sonotrode, som fremstilles af maskinleverandøren. Vi anvender maskiner fra Rinco, men der er flere andre leverandører på markedet. Til et nyt projekt, skal der således investeres i et fikstur og en sonotrode, ligesom emnerne og deres sammenføjning skal konstrueres med henblik på processen.

Ønskes der lufttæthed eller en højere IP klasse kan vi også teste med det antal bar som specificeres. Det kræver investering i et fikstur.

Konditionering

Polyamid skal konditioneres efter støbning så det optager den mængde fugt som bringer materialet i ligevægt. Det vil ske med tiden, men det kan tage lang tid og kræver fugtighed. For at fremskynde processen kan man anvende varmt vand, endda kogende. Det har også en anden fordel; nemlig at spændingløse. I støbeprocessen introduceres der spændinger og de skal udlignes. Sammen med ligevægten af vand, undgår man at emnet går i stykker i den videre brug.

Bearbejdning 3-akset CNC

Færdigstøbte emner kan bearbejdes på forskellig vis og vi har forskellige muligheder på fabrikken her i Danmark. Nogle gange er det som følge af et bestemt designkrav, men det kan også være for at opnå en anden finish. 

Vi arbejder med: 

  • gevindskæring
  • fræsning i standardkasser
  • fræsning af sprøjtestøbte emner 
  • fjerne indløb 

Montage

Vi udfører forskellige typer af montagearbejde som tilfører yderligere værdi til et sprøjtestøbt emne: 

  • påsætning af labels
  • pakning i poser/æsker 
  • ikke-permanent sammenføjning af emner
  • iskruning af for eksempel magneter
  • påsætning af displayglas
  • montage af tastaturer
  • isætning af knapper og fjedre 

Pakning

Pakning af plastemner, har stor indflydelse på prisen. Derfor angiver vi ved tilbud hvilken pakkeform der anvendes. Kriterierne er listet nedenfor, men kan naturligvis ændres af kunden. 

  • små lette emner uden overfladekrav pakkes i pose og/eller papkasse (bulk)
  • emner med overfladekrav pakkes i papkasse med pap og skum mellem lag (pap og skum) 
  • emner som produceres og leveres løbende til en EMS i Danmark kan pakkes ESD sikret (ESD bakker) 

Vi anvender og sourcer i stigende grad ESD bakker, da det er en fordel for alle led i værdikæden, men styktallet afgør det måske i sidste ende. 

Fordele ved at anvende ESD-bakker

  • Emner kan hurtigt pakkes fra bånd efter sprøjtestøbning 
  • Afholder støv fra at sætte sig på emner ved efterbehandling 
  • EMS kan tage dem direkte ind i deres produktion 
  • De er genanvendelige og sendes retur til os 
  • Det reducerer på sigt emneprisen 
  • Det gavner miljøet og ESG regnskabet at genbruge emballage